Den døende løve, der ligger gennemboret af et spyd, og med hovedet og poten hvilende på det franske våbenskjold, er en mindre kopi i schweizisk valnøddetræ efter Bertel Thorvaldsens berømte sandstensmonument i Luzern, "Døende løve (Schweizerløven)".
Træløven er tilgået Thorvaldsens Museum i 2019, og var ikke en del af Thorvaldsens egne samlinger.
Schweizisk løvemod
Thorvaldsens schweizerløve blev skabt i 1821, som en hyldest til de Schweizergardister, der døde under Stormen på Tuilerierne den 10. august 1792, mens de forsvarede den franske kong Ludvig den 16. Mindst 800 mænd blev massakreret af en rasende folkemængde, der krævede enevældens afskaffelse og republikkens indførelse.
Schweizergardisterne var unge mænd fra det frie republikanske Schweiz. I over 150 år havde de fungeret som professionelle lejesoldater, der beskyttede de franske enevældskonger, og i 1792 måtte de altså lade livet, mens de stod trofast og tappert fast om den ed, de havde svoret.
Thorvaldsens løvemonument blev kendt og elsket, som et udtryk for Schweizergardisternes løvemod, og gennem tiden er der skabt utallige og forskellige reproduktioner efter monumentet. Træløven er skåret i 1892, dvs. i 100-året for massakren, og solgt som en souvenir.
Nationalfølelse i musik og træ
Træløven rummer en spilledåse med to melodier. Den ene er “Brudekoret” fra operaen “Lohengrin” fra 1850 af Richard Wagner. Den anden er “Wilhelm Tells bøn” fra den fransksprogede opera “Guillaume Tell”, som Gioacchino Rossini komponerede i 1829 med afsæt i Friedrich Schillers teaterstykke om Wilhelm Tell fra 1804.
De to melodier tematiserer - på samme måde som Thorvaldsens løvemonument - schweizisk mod og tapperhed. Gralsridderen Lohengrin forsvarede sin hustru og sin by mod undertrykkelse, og den schweiziske jæger Wilhelm Tell nægtede at bøje sig for en tyrannisk, tysk guvernør. Som straf måtte han skyde et æble af sin søns hoved med armbrøst og pil. Det lykkedes og guvernøren blev dræbt.
Ved at koble de to helte-melodier med Thorvaldsens schweizerløve har skaberen af træløven formået at udtrykke og forstærke en schweizisk (national)følelse af, at folket, såvel som den enkelte, evner at udvise mod og tapperhed selv i farens stund.
Hitler forbød Wilhelm Tell
Træløven har været i en schweizisk families eje i små hundrede år fra 1892 og frem til 1990, hvor den blev foræret til en dansk ven af familien i anledning af 700-året for Schweiz’ grundlæggelse i 1291.
Det er interessant at tænke på, at træløven 50 år tidligere, under 2. verdenskrig, fik tilføjet endnu et betydningslag. I 1941, dvs. i 650-året for Schweiz’ grundlæggelse, forbød Adolf Hitler flere opførelser af teaterstykket Wilhelm Tell. Hitler var ellers stærkt begejstret for Schiller og legenden om den modige jæger.
Grunden til censuren var tilsyneladende den, at en ung schweizer - Maurice Bavaud - havde begået et mislykket mordforsøg mod Hitler. I folkemunde kunne Bavaud snublende nemt blive den “nye Wilhelm Tell”, og Hitler følte sig derfor nødsaget til at lægge låg på enhver opstand og separatistanke ved at forbyde den famøse heltehistorie.
Hitlers censur af Wilhelm Tell har næppe kunnet eksekveres overalt. Hjemme i stuen har den schweiziske ejer af træløven, såvel som mange andre ejere af tilsvarende souvenirs, kunne trække den lille spilledåse op og nynne med på melodien af "Wilhelm Tells bøn". På den måde har træløven kunnet kanalisere en følelse af forbundethed, ikke blot med en historisk, men også med en aktuel frihedskamp.
Som en krølle på halen kan nævnes, at den danske mand, der i 1990 fik træløven forærende som et venskabsminde af den schweiziske familie, guldsmeden Poul Børge Høeg, selv ydede modstand mod Hitler og nazityskland, da han som ungt medlem af Nybodergruppen var med til at sprænge en tysk støjsender i luften i Rødovre i 1943.
Patosfyldt souvenir
Træløven er en patosfyldt souvenir, der rummer flere fortællinger i sig. Den illustrerer på forbilledlig vis den folkelige brug af et af Thorvaldsens allermest kendte kunstværker, hvor personlige, nationale og transnationale historier om frihedskamp, mod og tapperhed væver sig ind og ud mellem hinanden på tværs af århundrederne.
