”Frankrigs hær”. Sådan lød de sidste ord kejser Napoleon Bonaparte (1769-1821) sagde, ifølge hans førstekammertjener, Louis Joseph Narcisse Marchand (1791-1876). På Jean-Pierre-Marie Jazets akvatinte, som illustrerer dødsforløbet natten mellem 4.-og 5. maj 1821, ses Marchand stående bag sengen, midt i billedet.
En dag traf Thorvaldsen boghandler Carl Andreas Reitzel (1789-1853) på gaden i København. Til bogladen var netop hjemkommet et stort blad grafik forestillende Napoleon på dødslejet. Reitzel opfordrede Thorvaldsen til at komme forbi forretningen for at tage værket i øjesyn. Otto W. Wroblewski, der arbejdet i Reitzels boghandel fra 1843, fortalte dette i sine erindringer. Efter al sandsynlighed var der tale om denne akvatinte som Jazet har udført efter Carl von Steubens maleri.
Akvatintens forlæg er maleriet som Carl von Steuben (1788-1856) udførte, som siden 1978 befinder sig i Napoleonmuseum Thurgau i Schloss Arenberg. Slottet var fra 1817 domicil for Napoleons landflygtige steddatter Hortense (1783-1837), gift med Napoleons bror Louis Bonaparte (1778-1846).