En sibylle var i antikken en kvindefigur udstyret med profetiske evner. Den delfiske sibylle havde sin oprindelse i Delfi.
Michelangelos (1475-1564) delfiske sibylle sidder med bøjede ben som vender mod venstre, hovedet drejer mod højre og armene er bøjet og løftet på forskellig vis. Samtidens italienske arkitekt og forfatter, Giorgio Vasari (1511-74), fremhævede stillingerne som en speciel ressource, karakteristisk for Michelangelos sibyller da han skrev Michelangelos biografi. Biografien kan, ligesom Vasaris biografier for en række af renæssancens andre store kunstnere, læses i Le Vite – livsforløbene – som Vasaris bog fra 1550 for nemheds skyld kaldes. Michelangelos fresker omtales der som et ultimativt forbillede kunstnerne kunne tage ved lære af. Ikke at man skulle kopiere! Derimod skulle man omsætte en figurs stilling i arbejdet med sit eget motiv. For kunstnere som arbejdede med grafik, såsom Giorgio Ghisi, har denne opfattelse været en fordel. Ikke alene var der efterspørgsel på deres grafiske arbejder fra samlere og lærde. Også kunstnere havde glæde af at kunne bladre i grafiske gengivelser.
