Digterern Francois-René Chateaubriand levede 1768-1848 og blev en af fransk romantiks faderskikkelser. Hans René, der udkom i 1802 kan ses som det franske modstykke til Goethes Den unge Werthers Lidelser. Titelpersonen René er en lidenskabelig melankoliker, der føler sig rodløs og fremmed overalt. Kun et eneste menneske i hele verden er han knyttet til, nemlig søsteren Amélie. Men deres kærlighed er en incestuøs passion, som de hver især forsøger at bekæmpe. René overvejer at tage sit eget liv. Amélie går i kloster, og afslutningsscenen udspiller sig ved den forrevne kyst, som klostrets mure rejser sig på. René har endelig besluttet at drage til Amerika og går, mens han venter på skibslejlighed rundt ved foden af klostret. Den sidste nat skriver han sorgfuld på et afskedsbrev til søsteren, da det pludselig blæser op:
“Jeg lyttede, og midt i uvejret skelnede jeg nødskuddenes torden og lyden af klostrets dødsklokke. Jeg styrtede ned til stranden, hvor alt var øde, og hvor man kun hørte bølgernes brusen. Jeg satte mig på en sten. Til den ene side, så langt øjet rakte, sås kun de skumklædte bølger, til den anden fortonede klostrets dunkle mure sig mod himlen. Et svagt lys skinnede fra det tilgitrede vindue. Var det dig, min kære Amélie, der knælende ved foden af krucifikset bad stormens gud beskytte din ulykkelige broder? Stormen på havet, freden i din ensomme bolig; mennesker knust mod klippen ved foden af dit tilflugtssted, som intet kan forstyrre; det uendelige på den anden side af klostermuren; fartøjernes svingende lanterner, klostrets ubevægelige lygte; sømændenes usikre skæbne, nonnen, der efter en enkelt dag kender alle sit kommende livs dage … og på den anden side en sjæl som din, Amélie, stormfuld som havet, en sjæl, der må lide et frygteligere skibbrud end nogen sømand.”
(overs.: Eva Seibæk).
Det er denne smertelige afskedsscene, Catel skildrer i sit billede.
Catel kom til Rom i 1811 efter et studieophold i Paris, giftede sig med en italienerinde i 1814 og boede der til sin død.