Mars er krigens gud og derfor også skildret som noget af en macho. Men vi møder ham under fredelige former sammen med sønnen, den lille bevingede kærlighedsbudbringer Amor. Skulpturen sætter altså modsætninger op over for hinanden: stor og lille, voksen og barn, krig og kærlighed. Det er som om far og søn er midt i en bytteleg: For sjov har Amor fået lov til at prøve kræfter med Mars’ store, tunge sværd, og Mars har omvendt fået Amors lille kærlighedspil i hånden. Og det er denne pil, opmærksomheden samler sig om. Amor kigger spændt op på sin far for at se om selv en krigsgud vil være i stand til at anerkende kærlighedens styrke.