Karyatider er kvindefigurer, der bærer noget på hovedet, og de ses ofte som en del af bygningsværker. I dette tilfælde skulle de bære en meget værdifuld symbolsk vægt: En indskrift, der bevidnede, at Napoleon 1. havde lovet polakkerne at genoprette kongeriget Polen. Til gengæld ville polakkerne støtte Frankrig i krigen mod Rusland. Men Napoleon vandt ikke krigen; Polens frihedshelt og sandsynlige nye konge døde i kamp, og landet forblev opdelt og ufrit.
Marmorudgaverne af statuerne blev stående ufærdige i Thorvaldsens værksted, indtil de i 1818 i stedet blev bestilt til Christiansborg Slot, hvor de skulle udsmykke tronsalen.